Ungdommen blæser på foreningslivet

De seneste fem år har DGI fået cirka 100.000 nye medlemmer. Det lader til det går rigtig godt, men ’foreningernes moder’ er alligevel bekymret.

Ser man nærmere på tallene, tegner der sig et foruroligende billede: Hele fremgangen skyldes, at DGI oplever en stor interesse fra børn og specielt ældre over 60 år, der næsten har fordoblet deres tilstedeværelse de seneste fem år. Bekymringen ligger i, at DGI mister unge mellem 13 og 24 år.

DGIs formand, Søren Møller, er glad for fremgangen, men fastslår:
»Vi kan ikke overleve uden unge.«

I 1986 kaldte Kulturministeriet idrætsforeningerne for ”Den måske mest rodfæstede og betydningsfulde, kulturelle institution i Danmark.”
Kan de unge ikke længere finde nogen grund til at forenes om idrætten?

Frirum

De første skridt til idrætsforeningerne blev taget i 1800-tallet, da forsamlingshusene blev grundlagt, som modstykke til den politiske indblanding i møder og sammenkomster. Det var blevet for meget for de unge, og de havde brug for et sted, hvor ”Ordet kunne lyde frit uden bånd i nogen retning,” som Kulturministeriet udtrykte det.

Forsamlingshusene blev et frirum for ikke bare diskussion men også sang og idræt.

Ranke rygge

De gymnastiske øvelser i idrætten blev et billede på de ideologiske unge. Et billede, der er svært at genkende i idrætsforeningerne i dag.

Svenskeren Pehr Henrik Ling (1776-1839) var grundlægger af disse øvelser. Han forsøgte, med sine synkrone bevægelser, der også præger gymnastikken i dag at skabe et ”sundt legeme om den sunde sjæl”. Det nyttede ikke at holde lange taler og synge Grundtvigs sange om ungdommens mod, hvis de unge samtidig lignede en flok kuede og krumryggede bønder.

”Løft hovedet, så lyset kan falde på det!” Sådan rungede Lings slagord omkring århundredeskiftet i forsamlingshusene.

Ekko toner ud

I dag er ekkoet fra ungdommens slagord ved at fade ud.

Den ideologiske tanke, der opstod i det 19. århundrede omkring idrætten og foreningerne, er svær at spore hos de unge i dag. Ni ud af ti er ligeglade med, om de dyrker idræt i en forening. Kun hver femte dyrker idræt for at mødes med andre unge, hvorimod 70 procent dyrker idræt for sundhedens skyld, og det sidste gælder alle aldre.

Den egentlige mening

Disse tal gør det svært at spore den traditionelle foreningsånd, og man kunne fristes til at mene, at foreningerne er utidssvarende og overflødige for idrætten i dag.

»Foreningerne er en god måde, at organisere sig på, og jeg tror ikke, lige så mange vil dyrke idræt, hvis de ikke var dér. Men man kan godt føle, at nogle glemmer, hvad den egentlige mening med foreningerne var,« siger Bjarne Ibsen, professor på Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet.

Bjarne Ibsen har forsket i dansk foreningskultur i mange år, og mener, at vi blandt andet må se på, de unges måder at være sammen på i dag, hvis vi ønsker at forstå frafaldet i foreningerne.

Fællesskaber i formering

»Fællesskaberne spiller ikke en mindre rolle i dag, snarere en større,« fastslår Bjarne Ibsen.
»De unge har bare mange flere fællesskaber.«

Unge har mulighed for at færdes i mange grupper og på flere planer: Til Body Pump onsdag, salsa om søndagen, Counter-strike om natten, facebook når man keder sig og på iPhone konstant.
Foreningerne, som tidligere var stedet for forsamling, har fået konkurrence.

Ad-hoc-agtige fællesskaber

Professor og sociolog Lars Skov Henriksen fra Aalborg Universitet er enig:
»Unge indgår i mere ad hoc agtige og uforpligtigende fællesskaber, som de aktivt vælger og fravælger. Foreninger med faste træningstider kan derfor virke bindende. De unge er mere segmenterede og specialiserede,« mener sociologen.

Før gik mange unge til flere forskellige idrætsgrene i foreningen, nu handler det i højere grad om, at udvælge sig den gren, man har lyst til at sidde på. Frafaldet af unge kan derfor til dels skyldes, at de i højere grad dedikerer sig til én idrætsgren i stedet for fire og derfor kun tæller én gang i regnskabet.

Forening som P-plads

Det frustrerer nogle foreningsledere. Blandt dem Erik Håkonsson, som giver udtryk for, at: ”idrætsforeningen er blevet en parkeringsplads for børnene, mens forældrene laver andre ting. De har intet ansvar for, hvordan fornøjelserne bliver til.”

Professor Bjarne Ibsen undres over sådanne påstande:
»Medlemmer og frivillige er jo hele kernen i en forening, det har altid været en opgave at skulle finde dem, men ingen undersøgelser viser, at det er blevet et større problem,« fastslår han.

Sociolog Lars Skov Henriksen uddyber:
»Præmisserne for at danne fællesskaber er anderledes i dag. Det er den virkelige udfordring.«

»Dem der sidder tilbage og tror, de er de sidste godgørende idioter, er bare dem, der ikke har fundet noget at forenes om endnu. Vi har altid fundet noget at gå i forening om, og det vil vi blive ved med,« mener DGI-formand Søren Møller.

Afgørende ressource

Mange glemmer, hvorfor vi tillægger foreningerne sociale værdier, som gør, at de får støtte fra staten:

’Idrætsforeningerne er med til at sætte normer og skabe sociale færdigheder – og netværk’, står der på Kulturministeriets hjemmeside. Men kun hvis man engagerer sig aktivt i foreningen, pointerer Bjarne Ibsens undersøgelser.

Frivillighed er den helt afgørende ressource i foreningerne. Mange forventer stadig, at deres børn vil lære demokratiske værdier, hvis de dyrker idræt i en forening, men det kræver en involvering, ellers er værdierne ikke anderledes end andre steder.

Find nøglen

»Foreningerne er vigtige at bevare som ramme, til indøvelse af centrale sociale kompetencer,« siger Else Trangbæk, idrætshistoriker på Københavns Universitet.

Else Trangbæk mener, at en del af idrætsforeningernes succes i 1800-tallet skyldtes, at de unge ganske enkelt manglede et sted at mødes. I dag kan unge mødes på flere måder og gennem nye medier.
»Foreningerne har fået konkurrence. Derfor må bestyrelser rundt omkring igen finde nøglen til forholdet mellem menneske og forening.«

Midlet og målet

Hvem er taberne, hvis den udvikling vi ser nu fortsætter? DGI får i det samlede regnskab flere og flere medlemmer, mens de unge upåvirket dyrker fællesskaberne andre steder.

Bjarne Ibsen forudser, at der ikke ville være ligeså mange unge, der dyrker motion, hvis foreningerne ikke var der, og man kunne derfor frygte, at mængden af inaktive unge vil stige.

Inaktivitet er allerede i dag et problem, som Sundhedsstyrelsen prøver at imødekomme med kampagner,  men kampagner har ofte et kortsigtet mål.
”Hvis det ikke handler om andet end at træne kroppen, så tror jeg mange mister lysten på et tidspunkt,” siger Bjarne Ibsen, der mener, at motionscentre har en stor udskiftning. Foreningerne har den sociale dimension, som måske vil kunne fastholde de inaktive.

I 1800-tallet brugte man gymnastikken til at ’ranke den krumme bondes ryg’, men foreningens virkelige formål med idrætten var, at krop og sind skulle afspejle hinanden. Det samme kan man sige om foreningerne i dag, vigtigheden af denne dimension er måske bare ved at blive glemt.

Artiklen er en bearbejdet og forkortet udgave en opgave skrevet af Jane Brixen Nørgaard som led i tillægsuddannelsen på Danmarks Journalist Højskole. Jane Brixen Nørgaard har været praktikant hos DGI journalistik & nyheder fra august 2010 til februar 2011.